Spindelvæv

Dette bliver mit sidste indlæg her på bloggen. Jeg nedlægger den af flere grunde. Ingen af dem er nævneværdige.

Det har været sjovt, hyggeligt og bekræftende at være herinde.

/Hendeduvednok

Jeg troede at vi måske kunne finde hinanden igen.
Du sagde nej.

Jeg troede at vi måske kunne få det gode tilbage.
Du sagde nej.

Noget er lukket.
Vi kan aldrig gå den vej igen.

Jeg savner dig så meget.
Men vejen er gået.
Den tog præcist et år.

Ingen af os vil være året foruden.
Og dog.

Havde jeg kunnet spå dengang
havde jeg aldrig skrevet til dig.

M
Jeg troede jeg havde fundet min sjæleven.

Far vel.
Pas på dig.
Nu jeg ikke må længere.

Jeg stod op, da vækkeuret ringede - ikke specielt træt. Jeg hoppede i bad, vaskede hår og spiste morgenmad, mens dele af mig lufttørrede. En veninde skrev sms’er, mens jeg var på vej i bussen til job.

Jeg bankede på vinduet som jeg plejer, men ingen reagerede. Jeg bankede igen og pludselig stod chefen ude på gaden - storgrinende. Vi gik ind, småsludrede og jeg begyndte at vågne. Jeg ryddede op, tørrede bordet af og begyndte så at anrette vinduer.

Imens gik snakken lystigt mellem chefen og mig. Vi kom ind på mangt og meget - virkelig interessant. Jeg nåede ikke alt jeg skulle, men jeg var selv imponeret over hvor meget jeg i virkeligheden fik nået - min kollega havde fri i dag.

Hjem og i bad - logge på diverse sites. Læse hist, skrive pist - sludre på msn. Her fik jeg nogle ting på plads. Herligt. Drikke en øl til at falde i søvn på og så ellers i seng og sove. I to timer. Så ringede vækkeuret igen. Jeg havde en aftale.

Mig i bad igen, nette mig og så ellers afsted - et smut på biblioteket og aflevere Paul Austers trilogi og betale bøden. Ved biblioteket stod to “hververe” - én fra Amnesty og én anonym. Jeg gik forbi Amnesty-manden med rystende hoved og et konstant “nej-nej” fra min mund. Den anden stoppede mig med ordene:”Vil du være med til at stoppe volden mod kvinder?” og jeg gentog mit lille trick: rystede på hovedet og sagde “nej-nej”. Bagefter måtte jeg stoppe op og grine lidt af mig selv. Jo, fandme vil jeg da være med til at stoppe volden mod kvinder!!

Finde en bus og så ellers afsted mod Plaza Hotel. Aftalen var te på Library Bar med en noget kontroversiel person. Det var virkelig lærerigt og hyggeligt - meget charmerede menneske med meget bastante holdninger. Men 45 kr for en kop te er nu lige i overkanten af hvad der er rimeligt i min verden.

Herefter hjem igen og smile ad dagens mange små smil, lærerige episoder og ikke mindst finurlige happenings. Nu venter jeg på at lasagnen selv hopper ind i ovnen og så skal jeg have endnu en øl at falde i søvn på.

Sikke en dag - dem vil jeg gerne have mange flere af.

På Allinge Røgeri var der fiskebuffet med alt lækkert fra havet. Lige fra marinerede sild over røget laks til fiskesupper. Dét var kræs for fiske-elskere.

Flere lækkerier fra buffet’en. På eks’ens tallerken står min all time favorit: saltstegte sild med sennep, bløde løg og rødbeder.

At køre forbi et røgeri, købe lækkerier og så sætte sig et vilkårligt sted i naturen/byen for at nyde det medbragte smurte rugbrød med røget pålæg er bare så hyggeligt.

Sommerspisen over dem alle: stegte sild med nye persillekartofler og rabarberkompot. Så er det sommer og ferie. Uhm!

Her boede mine forældre og min søster, da jeg blev født i 1971. Bag vinduet til højre for lygtepælen lå min søsters og mit værelse. De to andre vinduer var ind til stuen.

Her boede jeg, fra jeg var omkring 4 til jeg var 17 år. Det var et stort hus med en stor byhave til. Dejligt sted at vokse op. Mine forældre flyttede derfra i 1993, så de havde 17 år i det hus.

Jeg flyttede ind til min kæreste og fejrede min 18 års fødselsdag her. Det var specielt at bo her, fordi alle kendte huset. Det ligger på toppen af en bakke med udsigt til byen. Og så er det et smukt lille hus. Kæresten var i gang med at sætte det i stand den vinter, så der var kun el-varme og intet varmt vand. Vi badede hos vores forældre hver især og kogte vand til opvasken. Vi boede kun i stuen for at spare på el-regningen.

Her flyttede jeg ind til ægtemanden omkring 7 år før vi blev gift.Min adresse var her i omkring 9 år. Et dejligt lille hus med desværre mange naboer - både ved siden af, foran og bagved. En lille nordvendt gårdhave ligger bagved og vi havde en djævelsk kamp med mos i græsplænen. Eks-manden bor der stadig sammen med min hund.

(Fortsættes i et andet afsnit)

Blodprøver blev taget for at tjekke op på diverse i forbindelse med den der PMS-ting. Faktisk kan nogle af symptomerne være træthed og ondt i benene. Noget jeg har døjet meget med, men der kan jo findes kvaksalver-forklaringer på alt som pludselig er anderledes.

Sikke en fantastisk ny læge jeg har fået! Hun spurgte om de ting jeg ikke sagde - ganske som min gamle gamle læge gjorde. Jeg føler mig ganske tryg hos hende. Fedt!!!

Det er et underligt fænomen, synes jeg. Det er også udvandet, så hver gang en kvinde får et hysterisk anfald - berettiget eller ej - beskyldes hun for pms-tilstande. Men det er en anden blog.

Jeg lider så forfærdeligt af PMS. Også selvom jeg begyndte at spise p-piller for at få hormonerne under kontrol. Det er ikke uden risiko når man er 35 år gammel. Men hvad skal jeg gøre?

PMS = pigers morderiske syndrom

eller

PMS = pigers melankolske syndrom

Jeg lider af begge dele. Først kommer morderen op i mig og så kommer melankolikeren. Ikke på samme dag, naturligvis. Næh, nej. Ugen før menses er jeg morderisk. Konsekvent og hensynsløs. Hvis nogen gør noget forkert, fortolkes det som en personlig fornærmelse. Og straffen bliver derefter. Så kommer ædegildet. Alt, hvad der er usundt, fedt og ulækkert, hældes ned i brækfremkaldende mængder. Og så begynder tårerne. Både dem, der kommer fra ked-af-det-heden og dem, der kommer fra arrigskaben. Jeg svømmer i dem.

Faktisk har jeg lige siddet og overvejet at smadre min computer, fordi den nye hotmail ikke af sig selv gemmer afsendte mails - og det ville jeg da lige indstille den til. Efter at have skrevet en længere mail og uden at kopiere den først og før jeg sendte den. Og nu aner jeg ikke om mailen er afsendt eller ej. Det har også fremkaldt tårer i spandevis - både af arrigskab og fordi tanken om at skrive mailen igen er så uoverskuelig.

I morgen skal jeg til lægen. Der må være noget de kan gøre. Ellers laver jeg måske en Lorena Bobbit en dag. Det gider jeg ikke blive kendt for.

Jeg har et hårdt fysisk arbejde, som jeg faktisk indtil nu har nydt. Det har omfordelt nogle deller, givet mig råstyrke og strammet mig op. Men nu begynder jeg at mærke omkostningerne.

Jeg har skudt det lidt fra mig, men jeg har nærmest konstant ondt i underlivet. Især når jeg løfter.  Og der er mange tunge løft på job.

Jeg kan heller ikke sove 6-8 timer i træk. Min søvn er delt op på flere omgange, hvor jeg sover 3-4 timer i træk, hvis jeg er heldig. Det er i hverdagene - i weekenderne sover jeg derudaf og sover dem nærmest væk.

Det er alt for hårdt - både psykisk og fysisk.

Derfor skal jeg nu ud på jobsøgningsmarkedet igen. Heldigt for mig er der mangel på arbejdskraft, så det burde være forholdsvist nemt. Jeg skal dog holde mig fra det fysisk hårde arbejde.

Idéer til hvor jeg kan søge job uopfordret og uden nævneværdig uddannelse modtages med kyshånd.

Jeg har taget kontakt til et menneske, jeg kender via nettet, og som skriver mange slags tekster. Jeg har søgt hjælp hos ham for at komme videre med min skriveblokering. Der ligger snart så meget hulter til bulter, at jeg ikke kan finde håndtaget, så jeg kan få åbnet op.

Hans tip var at doodle. Lissom når man tegner.

Så hvis der kommer en del doodling fra min hånd, er grunden altså en massiv massage for at få løst op for mit or(d)ale hekseskud.

Jeg er 35 år gammel. Jeg har et 10 år langt forhold bag mig, hvor jeg var gift, og nu også et næsten ét år langt forhold i rygsækken.

Jeg har altid villet have børn. Altid. Min ægtemand ville ikke have børn med det samme, så vi ventede. Vi fandt sammen da vi var 23 år gamle, så det hastede jo ikke. Tiden gik og vi havde det godt sammen. Så begyndte æggeuret at tikke i mit underliv og han gik med til at vi prøvede at blive gravide. Hans første prioritet var ikke børn.

Jeg spontanaborterede, vi gik fra hinanden, og jeg røg ud i en krise, der tog mig 3 år at komme over. Herefter mødte jeg så min nylige eks-kæreste. Lige fra begyndelsen lagde jeg kortene på bordet: Jeg vil have et barn. Vi blev enige om at det så vi på, når vi kendte hinanden bedre.

Desværre var det sådan at han fandt ud af at han ikke vil være far. Jeg hverken kan eller vil tvinge ham til det, for så bliver det jo bare meget værre.

På et andet board er jeg blevet kaldt egoist, fordi jeg som single har intention om at blive insemineret. Trods manglende mand, far, støtte og bedste ven. Men er jeg da det?

Jeg har et behov for at sætte et liv i verden - også selvom jeg ikke kan finde en mand, der vil gøre det sammen med mig. Skal jeg da fuppe en kæreste til noget han ikke ønsker og så tage konsekvensen, når han smutter eller skal jeg hellere tage ansvaret alene og være klar til at klare det hele selv? Eller skal jeg lade være og så risikere at føle at mit liv er spildt, når jeg engang bliver gammel?

Gør det mig til egoist at ville “bruge” et andet menneske til at opfylde mine drømme? Men hvis det gør, gør det så ikke også bridezillas til egoister, fordi de ønsker det Askepotbryllup så meget og tager de ikke manden i deres liv som gidsel? Og hvorfor er det værre at superønske sig et barn af hele sit hjerte og stå inde for det selv? Risikoen for at mit barn og jeg bliver skilt er jo ikke 50% som ved ægteskabet. Og nej, man kan ikke sammenligne det at få børn med noget som helst andet. Det ved jeg godt. Jeg prøver bare at forklare hvordan jeg har det.

Det her er mit hjerteblod, så pas godt på det, hvis du har en kommentar.

Knudemænd og dramaqueens kan ikke sammen.

Åbn kæften og
slug kamelen
- uden at tygge på den

Jeg kløjs
i puklen
- jeg hader uld i mund

Åbn din sjæl
jeg ved du har den
- giv dig hen og tag mig med

Noget vil ud, men det kan det bare ikke.
Noget andet står nemlig i vejen og jeg kan ikke flytte det selv.

Så kunne man mene, at det der vil ud kunne hjælpe mig.
Men det gør det ikke. Det står bare og vræler op, fordi det vil ud.

Hjælp?

I aftes, da jeg endelig havde fået meldt mig syg, slukkede jeg bare maskinen uden at lukke rigtigt ned. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle vente på det langsomme kræ - den tager en evighed at lukke op og ned. Derfor den ret hårde løsning.

Her til morgen ser jeg så hævnen. Mozilla har ryddet alle mine bogmærker. ALLE! Der var faktisk nogle fede links, men dem må jeg så finde igen. *suk* Hvorfor finder den på den slags, egentlig?

For Gud ved hvilken gang sidder jeg med influenza i kroppen og skal vente på at klokken skal blive 23 eller midnat før jeg kan ringe og melde mig syg. Jeg er totalt smadret og mit hoved er ved at sprænges. Jeg orker ikke endnu en omgang sygdom.

Gad vide hvad jeg gør galt? Jeg fanger ALT og lægger mig alt for tit. Jeg tror det handler om at jeg ikke får spist varieret nok - men det kan også være overanstrengelse, så mit job i virkeligheden er alt for hårdt for mig? Eller også er jeg bare pivet.

Hvis det handler om mine madvaner, har du så et fif eller tip? Jeg må se at gøre noget ved det her i en fart.

Tumletiger har tagged mig og udfra det jeg har læst hos andre, skal jeg fortælle 8 ting om mig selv og så tagge 8 nye. Nuvel - jeg tror at alle herinde er blevet tagged, så hvis nogen er blevet overset, så send en mail - så tagger jeg! *muahahahahaha*

1. Når jeg er ved at falde i søvn, siger jeg ofte små rare lyde - det er ret pinligt i 350S kl. 9 om morgenen på vej hjem fra job.

2. Jeg er adrenalinjunkie - jeg er dødsens højdeskræk, men udfordrer den jævnligt med sjove episoder til følge. Sidst var i Rundetårn med nu eks-kæresten, hvor jeg måtte sidde og holde fast i bænken og kigge ned i gulvet for ikke at panikke fuldstændigt.

3. Jeg er fjollet med himlens udtryk - specielt når der er skyer i mange slags grå og hvide nuancer.

4. Simon Jul er jeg helt vildt glad for - hans pote gad jeg godt trykke; jeg tør nok bare ikke.

5. Jeg tror på kemi online - nogle mennesker “falder” man bare for og bliver interesseret i at følge selvom man aldrig nogensinde møder dem.

6.  Jeg lærte at spise fisk tilbage i 1999 og at drikke øl i 2004 - nu kan jeg slet ikke stoppe igen.

7.  Jeg er et valnøddetræ i følge den keltiske astrologi.

8. Jeg elsker denne slags udfordringer.

Jeg har skulderlangt hår med pandehår i sideskilning. Det har jeg haft i snart mange år. Nogle gange er det etageklippet - andre gange er det slet ikke klippet. Men altid kan det sættes op i en hestehale.

Det er fordi jeg hader at svede i nakken. Hår varmer ekstremt meget, synes jeg. Og så er det nemt med et spænde. Fingrene igennem manken og samle det i nakken - klik klik og hestehalen sidder der.

Men! Der er jo forskel på hestehaler. Nogle sidder foroven - andre forneden. Nogle har midterskilning - andre har ingen skilning. Nogle har pandehår - andre har ikke. Og så slog det mig, at kvinder med sikkerhed kan karakteriseres udfra om deres hestehale sidder højt eller lavt - har skilning eller ej - har pandehår eller ej.

Sidder hestehalen øverst på hovedet - altså i eller over øjenhøjde - er hun den kække type. Halen kan rigtigt svinges, så fokus kommer på håret. Hun er nok lidt sporty - jo mere sporty, jo højere sidder hestehalen. Hun bruger selvfølgelig elastikker til at holde hestehalen på plads.

Sidder hestehalen derimod nederst i nakken med en elastik er hun den intellektuelle type. Det kan især understreges af en midterskilning uden pandehår, men har hun pandehår, har hun også midterskilning. Bruger hun derimod spænde, kan hun være lidt vampet. Men så ligger hestehalen også nærmest ned ad ryggen.

En variation af hestehalen er knolden. Den tager vi i et andet afsnit.

Jeg har desværre fået et kammer tilovers.

Mulig indflytning kan overvejes om 100 år. Æsken i hjørnet bliver snarest overflyttet til stuen til venstre - døren hvorpå der står “Kun adgang for Hendeduvednok”.

Efter Urbans mange problemer med kommentarfunktionen og min fortvivlelse over manglende indsats offentliggjorde jeg min mailadresse. Nu er min inbox fyldt med spam.

Sådan gør man dét hurtigst.

Kl. 16:35 skulle vi forlade øen efter en dejlig rolig og afslappet ferie. Vi afleverede bilen til Avis ved at smide nøglerne ind gennem den dertil indrettede sprække i væggen og så spadserede vi over til tjek-ind-skranken. Vi var i god tid, så vi satte os ned og slappede lidt af.

Omkring 20 minutter før planmæssig afgang undrede det os at der ikke kom noget personale bag skranken og begyndte at tjekke folk ind. Vi gik så ind i Information og fik en længere snak med en mand, der fortalte at vores afgang var aflyst.

AFLYST???

Ja, såmænd. Vi var nok blevet overflyttet til afgangen før - altså kl. 11:35, men det var svært at sige. Øh åkæh, men hvad så nu? Måske kunne vi overflyttes til afgangen efter - altså kl. 19:15, men det måtte vi se på når vi nærmede os afgangen.

HUH???

Vi talte lidt om at prøve at tage det næste fly hos konkurrenten, Cimber Air, men fik udstedt en billet til afgangen efter - altså kl. 18:40. Da vi stod og bestilte noget fiskefilet med pommes til 60 kr. portionen, hørte vi at det indkommende fly fra konkurrenten, Cimber Air, var blevet forsinket pga noget teknik.

Note to self: Køb aldrig et fly med teknik ombord.

Vi fik så på fornemmelsen at vores afgang også ville blive forsinket i og med at det er det samme fly, der pendler frem og tilbage. Og ganske rigtigt - konkurrentens fly (det med teknikken) blev så 1 time og 10 minutter forsinket. Afgangen ville da blive kl. 19:50 - 35 minutter efter DAT’s næste afgang.

Vi forhørte os ad hos Cimber Air om vi kunne få refunderet de nyligt indkøbte billetter, der jo var købt til almindelig dyr pris, hvilket vi måske - måske ikke kunne. Det fangede vi ikke helt, fordi damen var travl og der var en del mennesker i denne Information, der skulle informeres om alt muligt.

Vi holdt os til ved DAT-skranken. Og da klokken nærmede sig tjek-ind-tid, fik vi lov til at tage med denne afgang. Vi for dernæst ind til Informationsdamen for at få vores 950,- tilbage igen, men der var stadig tryk på, så vi blev bedt om at lægge vores billet på skranken, så skulle hun nok tilbageføre pengene.

ØH?

Men DAT-afgangen nærmede sig med hastige skridt, så vi måtte bare stole på alle de mange mennesker i Information. Vel igennem kontrol, tjek og identificering af os selv sad vi i flyet og afventede start. Klokken nærmede sig med hastige skridt 19:15 - det magiske tidspunkt. Men efter pilotens nydelige velkomst på svensk skete der ikke ret meget. Stewardessen kunne ikke få båndet med speaket til at virke og til sidst måtte hun bede andenpiloten om at læse instruktionerne op. Sikke et held at han var med.

Og så nævner jeg ikke ham bane-manden, der løsner bremser og indhegner vinger, så passagererne ikke går ind under dem. Han kom nemlig IND i flyet, mens stewardessen rendte frem og tilbage for at få båndet til at virke.

Da svor jeg: ALDRIG MERE DAT!

De serverer ikke engang juice på turen.

(5 ½ time efter bilaflevering og tjek-ind til bestilt afgang var jeg endelig hjemme.)

Nej, det er ikke en speciel fiskeart.

Jeg er ved at få svip af lineær tankegang. Jeg kan ikke med tanker, der går fra A til B, måske via C, men absolut aldrig over D, fordi “sådan plejer vi ikke at gøre her”. Nej, men måske vil en kringlet eller bare ikke-lineær tankegang gøre det lidt nemmere eller bare anderledes. Der er så mange ting jeg ikke forstår - her har vi så åbenbart sidste skud på stammen.

Jeg har savnet den skæve døgnrytme. Alle forventer at jeg retter ind, når jeg går til weekend eller ferie. Og ja - en uge forskudt i forhold til resten af samfundet er nok ikke klogt. Men de forstår heller ikke hvorfor jeg sidder oppe nu - “det er jo nat”. Joeh. Det kan faktisk ikke modargumenteres. Men jeg arbejder jo om natten og om formiddagen, så hvis jeg skal kunne klare mandag på job uden at køre ind i folk i myldretiden, så er jeg faktisk nødt til at sidde oppe nu.

Jeg har savnet internettet. Det er skræmmende som jeg er afhængig af at læse visse menneskers ord online, at spille lidt småspil online og at debattere online. En uge gik der - fredag til fredag - og jeg MÅTTE have et hurtigt skud blog. Ynkeligt! Men det er også dejligt at være online igen - at læse ordene, der er blevet skrevet siden sidst, at vinde et trofæ, og få lidt ret igen.

Jeg har fået nok af landlivets glæder. Fluerne svirrer, natsværmerne … nåh ja - sværmer, og alskens kryb og især dræbersnegle er overalt. Har man først prøvet at glide i en vandrende hundelort, ved man hvor klamme de er.

Jeg trænger til myldretid, mennesker (der passer sig selv) og til at være alene - online. Muahahaha.

I morgen kl. 16:35 går turen tilbage til civilisationen og nuij, hvor skal jeg nyde den.

Jeg har fluer i hovedet. Ja - overalt, egentlig.

De er pisse-irriterende.

De er også nærgående.

Virkelig nærgående.

ARGH!

/forfattet og skrevet på Fuglehjemmet, Vestermarie.

Ferien står for døren.

I morgen kl. 10 sidder jeg sammen med kollegerne og drikker ferie-øl. Min omgang.
Kl. 16-17-18 stykker sidder jeg i en lille pissepot af en flyvemaskine sammen med kæresten.
Ca. 20 minutter senere står vi på føde-øen og betaler depositum for en bil hos Avis.
Og en halv time efter sidder vi hos mine forældre eller min søsters familie og tager den første slapper.
Lørdag flytter vi ind i det lille sommerhus, vi har lejet - med solnedgangsudsigt over havet.  Tror jeg.

Wow, jeg glæder mig!

I fredags manglede en ordreseddel fra en fast kunde, så vi tillod os at tænke selv. Vi kiggede på fredagsordrerne fra dét sted og så pakkede vi en kasse varer, som jeg tog med.

I dag skulle vi ud og tjekke en ny rute, fordi vi har fået en ny kunde, der har forskellige virksomheder som kunder. Så dagens normale rute blev noget forsinket, fordi jeg skulle præsenteres for de nye modtagere og have at vide hvor og hvornår og hvordan afleveringerne skal foregå.

Da jeg så kom til førstnævnte virksomhed en time for sent, hvilket jeg beklagede inderligt, fik jeg en mobset besked om at der nu sad 33 sure medarbejdere, der ventede på mig. Jamen, hvad skal jeg da gøre? Jeg lovede højt og helligt at jeg nok skulle være der til tiden i morgen.

Ydermere spurgte han mig fornærmet om hvad der går galt når vi kommer for sent. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, så jeg sagde sandheden om de nye kunder. Men helt ærligt? Da jeg var ny, kom jeg nogle gange for sent, men de sidste 6 uger har deres varer fandme stået og ventet på dem - selv de dage de ikke har fået bestilt.

Kys mig i nakken!

Ja, nemlig ham her:

Morten Messerschmidt.

Han sad lige ved midtergangen og så lidt småtrist ud. Heldigvis var der én af de andre passagerer, der fik øje på ham og indledte en samtale. MM var hurtigt oppe på beatet og lyttede interesseret til medpassagerens småsnak. Men ved Christianshavns Torv fik han nok og stod af. Han skulle nok med metroen - eller måske i Udenrigsministeriet? Hvem ved?

-Se? Der er sæbebobler ude på gaden!

Min chef er nogle gange lidt af en hvalp, forstået sådan, at han er et legebarn, hvilket han bestemt ikke skjuler. Han synger og traller og er faktisk altid glad. Det kan også godt være ret irriterende, men overvejende er det ok.

I morges kl. 2 mødte jeg ind for at lære at hjælpe til i produktionen. Han har mistet et par svende her for nyligt og den nye er ret langsom. Så derfor blev vi enige om, at jeg godt kunne komme et par timer før og hjælpe til. Og i nat var så første gang.

Normalt er døren til forretningen åben, når jeg kommer, men i nat var den låst. Så jeg ringede op, mens jeg stod udenfor og kiggede ind gennem butiksruden. Telefonen står i butikken, så chefen fik øje på mig - men først da han havde taget telefonen.

Lidt senere på natten, da jeg begyndte at pakke varer, som jeg plejer, gik han ud på gaden for at trække frisk luft. Og så var det, at udbruddet kom:
-Kom! Betty, kom! Se? Der er sæbebobler ude på gaden!

Og ganske rigtigt! Kl. 03:35 var der sæbebobler ude på gaden. De fløj stille rundt, før de bristede med et lille plop.

Hvor kom de mon fra?

PS. Faktisk hedder jeg ikke Betty, men chefen mener ikke, at mit eget navn er sexet. Oh nej? Egentlig er jeg ligeglad med, hvad han kalder mig, for jeg er jo alligevel tidligt oppe om morgenen.

Om en uge sidder jeg på øen min med kæresten og drikker champagne i sommerhuset, tror jeg. Føj, hvor jeg glæder mig til en uge med afslapning, oprydning i fortiden (sortere habengut) og afslapning. Jeg har bestilt godt vejr, så glæd jer - derovre. Jeg er ikke sikker på at mine forbindelser rækker til at klare godt vejr til hele landet.

Lige om lidt “knækker” året og eftersom jeg plejer at blive lidt melankolsk omkring juletid, fordi året rinder ud, så tænkte jeg at jeg ville lave et status-indlæg for at se om jeg er på vej eller om jeg har glemt årets mål:

Derfor er mine mål for 2007 følgende:

- at finde et job og beholde det i mere end 3 måneder

- at lade være med at fremprovokere konflikter, fordi jeg føler mig overset

- at koncentrere mig lidt om at lære at kunne lide at spise sundt

Vejen er lang; men jeg er jo tættere på end nogensinde.

I marts blev jeg ansat i en stilling som chauffør med 30 timer om ugen. Forleden spurgte jeg chefen om jeg ikke måtte møde et par timer før for at hjælpe med produktionen. Det sagde han ja til. Måske er det en anelse for tidligt at spå om det eftersom det først er engang i næste uge jeg runder de 3 måneder på den arbejdsplads, men jeg vover det ene øje og jubler lidt på forhånd. Jeg tror ikke at der er en fyring på vej, vel?

Dernæst konflikterne. *host* Jeg er blevet bedre, vil jeg sige. Men det er kun fordi p-pillerne styrer mine hormoner og jeg er stadig en heks omkring dén tid på måneden. Det kan godt blive bedre, men i virkeligheden tror jeg ikke det sker før jeg yngler. Guderne må vide om det nogensinde sker.

Nåh ja, at lære at kunne lide at spise sundt. Den pind havde jeg helt glemt. *rødme* Jeg har overvejet en personlig træner, så jeg kan blive holdt til ilden og få den feedback jeg har brug for undervejs i en livsstilsomlægning - jeg trøstespiser jo. Men selvom jeg har kigget lidt på nettet, er jeg ikke rigtigt kommet videre med det. Til gengæld får jeg motion så hatten passer. Faktisk kan jeg gå op til 3. sal to gange i træk med varer - fra jeg står nedenfor døren til jeg står der igen 2. gang, går der 7 minutter. At jeg lyder som en astmabefængt trompeterende elefant og at jeg ikke kan udstøde andet end grynt som svar hvis nogen taler til mig - dét er så en anden sag.

Hverken her eller på Nyhedsblenderens spejlblog virker kommentar-funktionen. Jeg prøvede lige at poste en kommentar til indlægget om organdonation, men nu er det faret ud i cyberspace. Der får det lov til at ligge, for nu er jeg TRÆT!! af det her ged.

Hvis nogen ved noget om hvordan man får sin egen blog på sin egen side, må de vældigt gerne skrive til mig på  hendeduvednok at gmail.com - for nu er det nok. Jeg betaler gerne for dit arbejde med det.

Ok. Nu er jeg igen blevet distræt. Sidst handlede det om at tage den forkerte bus og om at tage blusen forkert på. Det gør det sådan set stadig.  Eller … i hvert fald om at tage beklædningsgenstande på på vrangen.

Fordi som at der i forgårs glemte jeg jo nøglen til fjernlageret og i går opdagede jeg at jeg havde taget trusserne på på vrangen. Så hver gang jeg har bukket mig ned for at løfte, hvilket jeg gør mange mange gange på en dag, har man kunnet nøje studere hvilket mærke og hvilket nummer jeg bruger i unævnelige, fordi min bluse og bukser er små-uvenner bagpå.

Jeg har ingen mulighed for opmagasinering, her hvor jeg residerer, så jeg har lejet et room hos Shurgard. Det koster 300 om måneden, men så har jeg også 1,5*2*2,5 meter til min rådighed.

I dag lånte jeg så bilen af chefen og kørte hjem for at pakke ned, rykke rundt og gøre ved. Den bil skulle udnyttes. Og da jeg så havde pakket ned, rykket rundt og gjort ved, fandt jeg sedlen med koden frem og så tog jeg afsted.

Igennem byen med middagsmyldretid og hedeslag liggende lige bagved kørte jeg så med radio 100fm på fuld skrue og med vinduerne nede, så jeg kunne få lidt luft. Endelig arriverede jeg; jeg kørte tæt på standeren, tastede min kode, ventede - og dørene gik op. *Sesam sesam luk dig op*

Jeg parkerede ude i siden som man skal, betalte for en vogn og begyndte så at flytte alle mine ting over på vognen. Jeg låste bilen, gik ind i elevatoren, tastede min kode og kunne nu også trykke hvilken etage jeg ville til. Op kom jeg og jeg gik hen til mit room.

Og så havde jeg fandme glemt nøglen!! *dooh*

Hvad gør en klog? Jo, hun kører vognen ned igen, pakker bilen og daffer hjem efter nøglen.

Nu kan jeg end ikke kommentere videre på sidste indlæg. Hvad sker der her?

Jeg har skrevet til Urban og spurgt, men har ikke fået svar. Hverken at de har modtaget mit opstød eller at de er i gang med at se på det.

Det virker som om det kun er nogle få, det går ud over - disse problemer med at kommentere. Hvorfor? Og hvorfor bliver der ikke gjort noget ved det? Jeg synes det er for dårligt, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg kan ikke kommentere andres blogs - de bliver slettet.

Jeg får ingen kommentarer på min blog - mine egne uddybninger slettes også.

Jeg kan ikke vedhæfte billeder og få dem vist som thumbnails - enten er det full size eller også er det titlen, der vises.

Jeg læste i en kommentar på forsiden at det kunne hjælpe at skifte design. Nej, det gør det ikke.

Jeg gider ikke Urban, når det ikke virker - eller når jeg ikke kan få det til at virke. Logik er ikke logik for alle mennesker…

Og evt. svar til dette slettes jo før jeg får dem læst.

Altså:  hendeduvednok at gmail.com

Jeg vågner af feberdrømme ved 7-tiden. Jeg hoster og kravler helt ind under dynen, fordi det faktisk er lidt køligt. Jeg står op, går på toilettet, kigger i spejlet mens jeg vasker hænder og konstaterer at jeg snart kan forveksles med en panda. Jeg har gigastore rande under øjnene. Jeg ligner en hængt kat.

Jeg går ud i køkkenet til fru Petersen, overvejer at lave en kop te med honning, men dropper idéen igen, smører mig en mad og går ind til puteren. Jeg trækker gardinet fra, åbner vinduet og i det samme maskinen vræler sin Windows-relaterede melodi ud i rummet falder mit blik på den mand, der ligger indviklet i et tæppe nedenfor mit vindue og sover.

Hey! Der ligger en mand ude på græsset og sover lige nedenfor mit vindue! Var det virkelig SÅ varmt i nat?

Det her sted er altså underligt!

Sovende mand

I går bankede det på døren.

Udenfor stod en sigøjnerkvinde med en seddel som hun rakte mig. Der stod med ubehjælpsom skrift at hun havde 5 børn. Hun havde foldet hænderne som i bøn. Jeg læste ikke mere.

Jeg lukkede døren.

Hvorfor har vi dørtelefoner siden folk alligevel lukker alle ind?

Nogle gange kommer der lyde ude fra køkkenet af. Det lyder lidt som når man stiller en tallerken på bordet. Det kommer med mellemrum - specielt når køkkenet bomber og ligner noget, der er løgn.

Så er det fru Petersen, der mener, at jeg skal gøre noget ved det. Tror jeg.

Hun styrer også lyset ude i gangen. Forleden havde jeg en veninde på besøg og da vi skulle tage afsked, tændte jeg lyset ude i gangen, mens vi stod og fik afsluttet det sidste. Pludselig gik lyset ud. Min veninde, der bor på kollegie og som er vant til at lyset på gangen går ud efter et stykke tid, reagerede ved at trykke på kontakten et par gange. Men fru Pedersen mente at vi havde sludret rigeligt, så lyset forblev slukket.

Jeg tror ikke rigtigt på den slags, men det er svært at forklare lydene fra køkkenet. Især når jeg netop ikke har brugt vandhanen eller ovnen i længere tid - ting larmer jo ikke uden en grund. Normalt. Og disse lyde har også en grund: Fru Petersen. Det er nu også hyggeligt at jeg ikke er alene hjemme altid.

Okaaaay - feber igen igen. Jeg er ret træt af at blive microet hele tiden. Min hjerne er snart kogt helt ind til en lille hård klump. Det larmer lidt allerede, når jeg ryster på hovedet. Jeg forstår det ikke rigtigt, for snotproduktionen kører på det højeste.

Man skulle tro at det var rigeligt. Ak nej. Jeg har også fået dårlig mave. Sådan med mavekrampe, kuldegysninger og øget spytproduktion, altså et gedigent ordinært “udpræget-skræk-for-at-køre-i-bus”-mavetilfælde.

Jeg hverken hostede eller nøs på vej hjem efter arbejde - til gengæld foregik den sidste del af turen i strakt galop.

Bussemænd er små sataner, der invaderer din næse i løbet af dagen, så de kan sætte gang i snot-produktionen om natten. Det betyder at du vågner op med stoppet næse. Fordi produktionen har været på højtryk om natten, og næsen er stoppet, har du snorket så gardinerne blafrede og Gert Klapper har været på overarbejde.

Velkommen til sommerforkølelsen 2007.

*snifle*

Jeg er blevet invaderet af en hætteklædt utilpasset ung måge. Den skriger ad mig, når jeg vil forevige dens angrebsdans. Om jeg fatter hvad den vil her? Jeg fodrer ikke fugle.

Gad vide om den skal til at flytte ind hér?

Rockere:

• er en del af en større gruppe
• går med letgenkendelige kendetegn
• skal man ikke sige imod
• får “respekt”, når de kommer i flok

Roligans:

• er en del af en større gruppe
• går med letgenkendelige kendetegn
• skal man ikke sige imod
• får “respekt”, når de kommer i flok

Same shit.

Først en undskyldning til nickilolk for denne svada! Jeg er bare træt træt træt af at blive sat udenfor det “bedre” selskab, fordi jeg er fed. Nej, ikke fordi jeg er fed. Fordi folk har fordomme om fede.

Mangel på selvkontrol = fedme.
Dovenskab = fedme.
Dumhed = fedme.

Ja, jeg er både dum og doven og så mangler jeg selvkontrol - åbenbart. Og? Derfor har jeg stadig ret til at blive behandlet ordentligt af andre mennesker. Også selvom jeg koster sundhedsvæsenet en del mere end en normalvægtig.

Jeg har et fysisk hårdt arbejde og endnu har min krop ikke givet op overfor de udfordringer jeg har budt den. Jeg har tabt mig nogle kilo i løbet af mine to måneder i jobbet - og jeg er blevet strammet en del op. Men jeg er stadig fed. Og det bliver jeg nok ved med at være uanset hvor meget jeg spurter rundt med tunge varer. Og? Mig generer det ikke rigtigt længere - menneskets psyke og krop vænner sig til ret meget.

Hvad jeg er træt træt træt af er uvidende folks fordomme overfor det, der er anderledes - her de fede. Vi er bare mennesker. Ikke udstillingsdyr eller prügelknaber. Vi betaler også skat og vi har også ret til almindelig høflighed og pli.

At betale sin skat betyder ikke at man har ret til at bestemme over andre mennesker. Hverken rygerne, de psykisk syge, spritterne eller de fede.

QED.

Og så er det fandme snart PSB-tid.

Nu har jeg kørt i natbus i 2 måneder. Der kører to herfra - én med minuttal 08 og én med minuttal 16. Den første måned valgte jeg at tage den med minuttal 08, for hvis jeg missede den, kunne jeg jo nå den senere og alligevel komme rettidigt på job.

Nu er jeg mere afslappet. Nu tager jeg bare den sidste.

Men i går morges hilste én af de andre passagerer. På mig? Fedt! Så i morges hilste jeg først. Lækkert at være én af de faste. Også buschaufførerne er begyndt at hilse. Gad vide om jeg også er Hendeduvednok når de mødes på terminalen i pauserne? *lol*

I øvrigt vandt jeg i dag et væddemål med chefen. Væd aldrig med mig om parkeringsregler i Kbh og provinsen for så taber du en øl. Den fik jeg i dag - en Christianshavn Pale Ale. Den kunne godt mærkes efter en travl varm morgen med for lidt mad i mavsen. Godt jeg har “Barske Berta”-kort til HT.

Og i aften er der sørme Pet Shop Boys i Tivoli! Kan man ønske sig en federe begyndelse på weekenden?

Simon Jul er min ubetingede favorit - manden er intet mindre end genial! Han får mig til at smile bredt og fnise højlydt hver morgen. Tak Simon!

Sådan ser det ud ved et lyskryds fra førersædet i en varevogn. Cyklerne breder sig foran bilen uden tanke for at de er langsomme om at komme op i tempo OG at de slingrer en del ved igangsætning. Flere af dem, der holder til venstre, kom bagefter mig.

Tjek sidespejlene - cyklisterne holder ved siden af og bagved bilen som de rent faktisk skal.

Inspireret af Mikael83’s indlæg og min egen troll kom jeg til at tænke på hvordan man egentlig får høfligheden tilbage online. For der er vist gået sport i at slamme ukendte, der bruger nettet på en anden måde end man selv gør.

Da jeg i tidernes morgen begyndte at gå online, gjorde man meget ud af at gøre opmærksom på hvad god netikette egentlig var: Et sæt høflighedsregler, der skulle sikre os alle en god oplevelse online. Det er som om de er glemt igen. Det er blevet ok at slamme ukendte, der skriver noget man ikke er enig i. Eller som i Paradise Hotel-blog’sene at svine folk, der har været med i et reality program.

Det kan da godt være at man hjemme i sofaen har en mening om hvordan man selv ville have gjort og ikke-gjort, men man kan også altid være bagklog. Det er så nemt at dømme andre. Hvad med at man selv medvirkede i et reality show og prøvede sig selv af? Ih nej, for så vil man jo blive slammet af andre. Øh ja? Det er jo en del af game’t. Det har man selv været medvirkende til. *tsk*

Grunden til folks vandalske tendenser interesserer mig sådan set ikke. Jeg synes det er langt mere interessant at finde ud af hvordan vi igen bliver høflige og venlige overfor hinanden online. For når folk først har accepteret at blive slammet online, er det svært at komme tilbage til almindelig pli.

Nogle bud?

Ingen mad i huset - det er jo weekend og Hendeduvednok’s køkkenpige har åbenbart pinseferie, så det blev til en Dr. Oetker frysepizza fra købmanden til 26,95 - ligeud.

Jeg burde have stoppet ved den italienske delikatesse og købt noget lækkert italiensk hjemmelavet til samme pris. Hvornår lærer jeg det?

Dr. Oetker får:

Og jeg har ondt i maven af kedelig småforbrændt pappizza.

- Nogle gange ved jeg ikke hvad jeg ønsker mig.
- Andre gange ved jeg præcist hvad jeg vil have.
- Men så ved jeg ikke hvordan jeg får det.

- Nogle gange er livet en trædemølle.
- Andre gange er det fryd.
- Men det er også bare et miks af det hele.

- Nogle gange føler jeg mig ensom i mit forhold.
- Andre gange føler jeg mig tilstrækkelig som alene.
- Men burde det ikke være omvendt?

I denne uge har mine søvnproblemer været altoverskyggende, men i går gik jeg i seng omkring kl. 19 og jeg sov før mit hoved ramte puden. Dybt, inderligt og komplet drømmeløst. Dejligt - for forandringens skyld. Ellers er jeg vågnet af underlige drømme, hvor jeg dyrker sex mens Niels Hausgaard ser på eller hvor jeg befinder mig i underlige landskaber og hvor der sker mere bizarre ting. Desuden har jeg kun sovet i max 3 timer ad gangen, så jeg har lignet en ægte panda med de smukkeste sorte rande under øjnene.

Men så skete miraklet! Jeg snorksov i hele 8 timer i træk! Woha, så dejligt. Og da jeg vågnede i nat, tænkte jeg at klokken nok kun var midnat og var på nippet til at vende mig om på den anden side - klar til at gå ind i Drømmeland. Heldigvis tjekkede jeg lige uret.

Min bus var lige kørt!!

Jeg havde sovet over mig!!

Argh!

Men trods starten blev det en god arbejdsdag, så på vej hjem stoppede jeg ved fotobutikken og købte det kamera, som jeg havde set på i tirsdags. Det er ikke noget særligt, men nu kan jeg altså tage billeder med blitz, zoome og se hvilke fejlskud jeg har taget i modsætning til det gamle.

Det er jo luksus.

Jeg fortjente det.

Det tog ham en måneds tid at finde tilbage. Nuvel - igen skal folk være logget ind for at kunne kommentere - sorry. Det er åbenbart en nødvendighed for at kunne IP-blokere spader i blog-universet.

Han skriver et sted:
Og hvis du var en blogger, var du 100% trættende at høre på

Javel ja - men hvorfor vender han så tilbage, hvis jeg er en byld i røven på ham? Jeg tror han er forelsket - det ER jo forår.

I morgen kl. 10:30.

For 20 år siden var jeg på besøg hos min kusine en sommer. Jeg var 15 og hun var 16. Vi hang ud sammen dengang da firserne var autentiske med stift hårlak-hår og pasteller udover det hele. Jeg elskede det sanseløst.

Jeg havde stort hår. Det blev tørret med hårtørreren med måsen i vejret for at opnå mest mulig fylde og smurt godt ind i hårgelé - helst den lilla, for den var stærkere end den grønne. Og så blev det touperet op i siderne. Princess Diana-frisuren var flottest i halvlangt hår, syntes jeg - også selvom det gjorde det sværere at holde sidehåret oppe i det fine svaj med spor efter hårbørsten. Min kusine havde permanentet hår - sådan rigtig puddelhundehår som det var moderne dengang.

Tøjet var pastelfarvet eller neonfarvet. Bukserne var stonewashed eller snowwashed - og helst med lapper af sart lyserødt ternet bomuld. Støvlerne var All Stars - de ægte basketstøvler. Eller også var det sailorsko med små kvaster - i pastel. Det er klart. Bluserne havde bådformede udskæringer, så den ene skulder blev blottet - og det var før brysterne havde brug for hjælp til at holde humøret oppe, så ingen BH-stropper blev åbenbaret.

Musikken var pop eller heavyrock - headbang-tilgængelig heavyrock helst når jeg skulle være lidt sej. Jeg så op til punkerne - deres Weltschmerz der strålede ud af deres hanekamme og sorte tøj og dramatiske øjne. Men jeg kom fra et lille samfund, så jeg turde ikke stå ved min lyst til at være punker.

Men den sommer, jeg var 15, hang vi ud på hendes nye værelse med nye møbler som hendes forældre havde lånt penge til i banken. Vi lå i hendes udslåede sovesofa og lyttede til musikken, der strømmede ud af højttalerne. Hun rakte mig et cover til en LP med A-ha, men det smuttede ud af hendes hånd og lige ned i mit øje, som jeg ikke nåede at lukke.

Den sommer opdagede jeg, at øjenæbler er elastiske som gummibolde.

Jeg opdagede også, at ens opkast er rødt, når man har delt en Margrethe-skål fyldt med jordbær med sin kusine.

Denne (for-) sommer har jeg så genopdaget jordbærrets sødme. Når kæresten bliver færdig med eksamen i midten af juni står den på champagne og jordbær. Det glæder jeg mig til at smage samtidig.

Det er muligt at jeg er lidt sart, fordi jeg har feber og har ondt af mig selv, men altså! Den Netto-butik er altså for meget.

Ikke nok med at det herre-roder og at jeg ikke kan finde varerne, men i dag var jeg vidne til noget, der i den grad harmede mig.

Jeg valgte den korte kø, og som altid var det en stor fejl. Den gik langsomt og jeg kunne ikke rigtigt se hvad der skete, fordi der var kurve overalt i høje stabler. Men køen bestod af ældre mennesker, så nåh ja - de skal jo også have lov til at handle.

En ældre mand stod og nuslede med sine varer i den ene “bane”, mens en ældre dame hurtigt pakkede sine varer i den anden “bane”.  Kassedamen - en smuk pige med store brune øjne og et bittert drag om munden - raslede hurtigt næste kundes varer ned i mandens “bane”. Kunden bad kassedamen om at stoppe båndet, så varerne ikke blev blandet.

Den ældre mand var nu gået hen til pakkebordet ved vinduet og da damen med varer i hans “bane” var færdig med at pakke dem sammen, fandt hun en pung, der lå på hylden nedenfor “banen”. Hun afleverede den til kassedamen, der tog imod den med et tvært udtryk i ansigtet. Da kunden kom forbi pakkebordet, spurgte hun højt om det var den ældre mands pung, hvilket fik kassedamen til at vende øjnene mod loftet.

Den ældre mand trissede tilbage til kassen og sagde at det var hans pung. Kassedamen himlede igen og spurgte om hvordan den så ud. Han forklarede at det var en lille sort firkantet pung. Hun spurgte om der var noget i den. Han svarede at der var nogle småpenge i den. Hun tog den og begyndte at rode i den.

Det kan godt være at de har haft problemer med tabte punge, der er blevet indleveret og som er blevet udleveret til folk, der ikke ejede pungen, men så må de have nogle spørgsmål til dem, der kræver pungen udleveret. Det med at fiske efter navn på sygesikringsbevis eller kørekort uden at spørge direkte holder jo ikke. Den ældre mad var lidt forvirret over hendes noget studse måde at tale til ham på - og det kan jeg sq godt forstå.

Skulle han være gået hjem uden pungen, opdage at han havde glemt den i Netto og så gå tilbage for at blive mistænkt for at kræve en fremmeds pung tilbage, fordi han ikke ved hvad hun fisker efter?

Jeg forbløffes i den grad over mistænksomheden og brutaliteten overfor hinanden i den Netto-butik.

Ting er noget ged pt, så jeg går i hi.

Jeg trænger til et adrenalinkick af de gode. Lidt lissom at køre i rutchebane, hvor man sidder i vognen oppe på toppen og bare kan SE det “frie fald”, der kommer lige om lidt.

Dér hvor hjertet sidder i halsen, så man ikke kan skrige sin forventning ud.

Dér hvor lungerne nærmest klapper sammen af fryd.

Dér hvor hjertet galoperer hurtigere end Tarok i de gode gamle dage.

Dér hvor man lander igen og tænker “fandme aldrig nogensinde mere for så dør jeg af skrækblandet fryd!”

Dét trænger jeg i dén grad til - bortset fra en rutchebanetur ikke kan gøre det længere…

I bussen rejser en mand sig for at stå af ved Nørrebro st.

Han tager hætten på, så den dækker hans kasket, mens han kigger ud gennem sine flue-øjne solbriller. Da han træder ud af bussen, blottes hans underbenklæder, fordi bukserne kun når ham til under ballerne.

I kampen for at bevare sin tildækkethed åbenbares hans røv for folket.

.oO(Man er sq gammel og mosgroet, når man kan skrive et forarget opstød omkring de unges paradoksale beklædning.)Oo.

Det er SÅ længe siden jeg har været i byen - sådan for f*cking real, hvor man nærmest kravler hjem efter at have indtaget dansegulvet i en megabrandert og bare danset alle andre til døde foruden at have flirtet med alt og alle, der tilnærmelsesvist ser ud til at være interesseret i et eller andet - om det så bare har været i at bytte garderobesedler.

Min indre Hendeduvednok er kun 22 og har stadig masser af krudt i måsen. Hun trænger til at blive luftet. En af dagene bliver jeg vel nødt til at gøre noget ved det, sådan som hun spræller af forårskådhed.

De luner sq.

Jeg superhader at shoppe kluns, så når jeg forvilder mig ind i en biks, handler jeg altså. Meget.

Da jeg kom til kassen og havde lagt mit tøj op, kom en dame med et par sko, som hun skulle returnere. Jeg sagde at hun bare kunne gå foran, hvis det var det eneste hun skulle. Det var det - hun takkede pænt.

Lige bagefter kom en anden kvinde med 4 par børnesokker, så hun fik også lov til at gå foran. Det fik den første kvinde til at udbryde: “Hvor er du flink! Det er altså sjældent at møde nogen som dig.” Jeg smilede bare pænt og overvejede om jeg skulle forklare hende mine intentioner ved at være så venlig.

Jeg vil frygteligt gerne have overskud hos den store karma-regnskabsholder, så hvis jeg skal have kredit senere, må der stå noget på den gode side.

Så i virkeligheden er jeg venlig af egoistiske grunde.

Tænk, hvis man kun har et bestemt antal bogstaver til rådighed - altså at man dør, når ens arsenal af bogstaver er opbrugt. Det kan forklare hvorfor nogle dør unge og andre gamle. Det kan også forklare hvorfor Kim Schumacher døde så tidligt.

Jeg må sætte forbruget lidt ned…

Når jeg skimmer forsiden og kommer til at læse nye bloggeres første indlæg, står der ofte noget med at de ikke er sikre på at deres liv er værd at læse om.

Den tanke har jeg aldrig haft. Finurligt! Gør det mig til exhibitionist (fanden til ord at stave til) og drama-queen? Så er det sådan - jeg elsker at blogge. Også selvom jeg ikke har noget decideret på hjerte - dagens fix skal jeg vist have alligevel.

A møder B og får et barn, ab. A og B går fra hinanden og møder hhv. C og D. A og C får ac,  og B og D får bd. Nu møder E og F hinanden og får ef, mens G splitter A og C ad. G gør A gravid og C finder sammen med H. I falder for F og med tiden får de if. I mellemtiden skal D til julefrokost og finder sammen med H i kopirummet. Fortsæt selv tanken. (*host*)

Spørgsmålet er så:
Risikerer man indavl på sigt, fordi alle ungerne er halvsøskende på en eller anden måde?

I dag læste jeg, at nogleogtredive procent mener, at kvinder selv er ude om voldtægt, hvis de flirter.

Ja, lissom man er også selv ude om det, hvis man får stjålet nogle ting, fordi de ikke er låst inde.

Lissom man også selv er ude om parkeringsskader, hvis man ikke har en garage at køre bilen i.

Lissom man selv er ude om at blive påkørt, hvis man går over for rødt.

Lissom man selv er ude om at blive slået ihjel, hvis man er uhøflig mod en rocker.

Lissom man selv er ude om at blive bestjålet, hvis man har en pung.

Lissom man selv er ude om at blive væltet rundt i bussen, hvis man selv er stået på den.

Lissom man selv er ude om at …

Hvem i alverden har lagt hjernen på komfuret og tændt for kogepladen?

To fejl bliver ikke til én rigtig! Hvis en kvinde flirter og alligevel siger nej, er det stadig komplet ulovligt at voldtage hende. Uanset! Og det giver altså ikke point at smadre dem, der går over for rødt - ingen har påkørselsret. Og jeg kan blive ved - men det gider jeg ikke. Der er alligevel ingen, der hører efter…

I dag spurgte min chef om jeg havde hørt, hvad lytterne af Radio100FM mente om kvinder, der kører varevogn. Jeg måtte jo indrømme, at det anede jeg ikke. Han smilede:”De er sexede…” og hoppede ud af bilen.

_______________________________________________________

I bussen ved Nørreport st. sætter en mand sig ved siden af mig. Jeg sidder med lyttebøffer på og har min taske på skødet. Jeg noterer arbejdstiden i min blok og udfylder et girokort til lægeskiftet. Tasken står på mit skød med Urban stikkende op og jeg holder omkring den - afslappet og på ingen måde klyngende.

På vej op af Nørrebrogade læner han sig tættere og tættere ind til mig, mens han læner sig lidt fremover, som om han har let mavepine. Hans taske står på hans skød. Jeg sidder i mine egne tanker og lytter til radioen.

Jeg mærker en fjerlet bevægelse på maven/underlivet og tænker, ihukommende visse artikler om buspassagerer, der udsættes for gnubbere og andet godtfolk: “Hey, jeg bliver befamlet lige nu!”, men jeg rettede mig bare op i sædet og flytter lidt på tasken. Når man som jeg er en lille fedling, kan trusserne godt rulle ned over dellen og så føles det som om nogen lige rører ved én.

Undervejs lægger jeg mærke til at han flere gange ser direkte på mig - især når jeg har skåret ansigt eller smilet af det, der bliver sagt i radioen. Da vi kommer til Nørrebro st. bliver den der kildende fornemmelse for intens, så jeg flytter instinktivt tasken - og som en anden hugorm farer hans højre hånd tilbage i skjulet mellem hans mave og taske!

Jeg river lyttepropperne ud og spørger ham halvhøjt om hvad han laver? Til det svarer han bare: “Jeg skal af her…” Og så rejser manden sig op og stiger af bussen. Han går hen og tager den 5A, der holder lige foran.

Og tilbage sidder jeg på sædet og tænker: “Hvad fanden skete der lige her?” samtidig med at jeg ikke kan finde ud af om jeg skal grine af ham eller om jeg skal føle mig befamlet - enten fordi han ville have fingrene i min pung eller fordi han også havde hørt at kvinder, der kører varevogn, er sexede…

(Ovenstående er efter en lur og nogle tanker redigeret - der var simpelthen oplysninger med som intet havde at gøre i indlægget.)

Jeg har skrevet et par meget enkle hus-regler - belært af erfaringen. Læs dem eller lad være - de virker uanset.

I Haslev havde jeg den bedste læge. Kvinde og på min egen alder - cirka. Hun var fyldt med forståelse, empati og så havde hun den mest skæve humor jeg nogensinde har stødt på. Jeg savner hende så meget…

Efter underlivs-operation og kontroller på sygehus med mandlige gynækologer ved jeg, at det er vigtigt for mig at have en læge, der lytter til mig, når jeg fortæller noget. Jeg er en af de patienter alle læger må hade. Det er min krop og det er mig alene, der bestemmer. Basta. Hvis jeg siger “av”, er det fordi det gør ondt - ikke fordi jeg skal se lægens ansigtsudtryk og fnise af det. Jeg glemmer aldrig kirurgen, da han skulle bedøve mig i underlivet.

Ham: “Så, nu spænder det nok en smule - det er som at blive bedøvet ved tandlægen.”
Mig: “Hvad ved du om det?”
Ham: “Jeg har da været ved tandlægen før…”
Mig: “Ja, men du har næppe prøvet dette!”

Bagefter var hele situationen ved operationen faktisk morsom nok - gynækolog, kirurg, lægepraktikant, sygeplejerske og undertegnede var tilstede. Sygeplejerskens afledning mislykkedes, gynækologen fik skældud, kirurgen fik besked på at holde sig til emner, han vidste noget om og lægepraktikanten blev interviewet om uddannelsen og hendes ønske om speciale. Men operationer giver traumer et eller andet sted - især når de foregår i børnehave-afdelingen hos en kvinde, der endnu ikke har det yngel hun ønsker sig.

Derfor er logikken, at jeg må have en kvindelig læge, der kan forstå hvad jeg taler om, når vi taler underliv og fertilitet. Også alt det jeg ikke tør sige højt af skræk for at det skal blive virkelighed. Det betyder virkelig meget for mig, at jeg ikke skal slå i bordet og skabe mig tosset, før lægen SER mig.

Jeg har været ved min nye læge et par gange - med den der besværlige tå - men det spiller bare ikke. Hun ser mig ikke - hun siger ikke farvel til mig - hun småsnakker med både patienter og sekretær i venteværelset mens jeg er i konsultationen - hun er altid forsinket. Jeg orker det bare slet ikke.

For tiden er nemlig kommet til det helårlige tjek efter operationen og igen skal jeg igennem 14 dages ventetid på svar. Og jeg er egentlig hunderæd for både undersøgelse, ventetid og svar. Hvis jeg ikke har en læge, der forstår mig og lytter til mig, så bliver det bare værre. Jeg er bange for at kamme over af skræk for alle de satans dæmoner, der begynder at komme til syne ude i horisonten.

Nu har jeg valgt en delepraksis med tre kvinder, der ligger ret spredt i alder. Der MÅ være én af dem, der ser mig og lytter til alt det jeg ikke fortæller.

I går morges skulle jeg som sædvanlig hente bilen fra skråparkeringen ved kirkegården. Parkeringsbåsene er ret smalle og en bred varevogn kan godt have lidt problemer, hvis nabobilerne holder skævt placeret i deres båse.

Og det gjorde de sørme i går morges. Ej, jeg har virkelig talt på knapper om hvorvidt jeg skulle berette dette eller ej - men nu gør jeg det altså alligevel. Det er altså lidt sjovt på den bagvendte måde…

Altså - de her biler holder tæt på varevognen og jeg kommer omkring kl. 4 om morgenen for at hente den. Det er mørkt, men de første fugle er begyndt at småkvidre og jeg lytter til Eldorado på P4. Jeg kanter mig ind til venstre fordør og åbner den forsigtigt, så den ikke knalder ind i nabobilen. Jeg smider taske, jakke, tørklæde ind i bilen og afmonterer også mobilen, så jeg kan hoppe ind på bilens forsæde uden at skulle indvikles i ledninger, stropper og frynser.

Men jeg kan ikke sno mig nok - bilerne holder simpelthen for tæt!

Nåh, jeg er en hurtig-tænker *host*, så jeg skal bare ind af højre fordør og så kante mig ind på førersædet. Jeg vader rundt om bilen og åbner døren - forsigtigt, forsigtigt. Nabobilen holder også tæt. Og her kan jeg sq heller ikke komme ind!!

Jeg er simpelthen for rund - for fed, ville nogen nok mene. Måske har de ret?

Jeg står og overvejer at hente “Dimitri” - en slank mand fra produktionen - som med al sandsynlighed vil kunne lave en flyvende hollænder, mens han står i den åbne dør ind til varevognen, selvom nabobilen holder nærmest oveni kassebilen. Men det er sq for pinligt…

Og så er det jeg kommer i tanker om at man kan trække maven ind!

PiSt: Jeg har faktisk tabt mig 6 kg siden påske.

I lørdags skulle kæresten og undertegnede på date, så vi bestilte bord på en billig tyrkisk restaurant på Vesterbrogade til kl. 20.  Telefonpasseren bad os om at forlade etablissementet senest kl. 21:30, fordi der skulle komme et selskab. Det indvilligede vi i, eftersom 1½ time til at spise burde være nok.

Det var det så ikke. For hvordan kan man spise maden, når den ikke bliver serveret? Vi ventede 30 minutter på forretten, 40 minutter på hovedretten og 40 minutter - efter at have rykket - på desserten. Nu er jeg måske en anelse smånærig, men en stor Classic burde være nok til en middag på 3 retter og til 1½ times nydelse. Det var den ikke - derfor bad jeg om 2 øl på husets regning, fordi vi havde ventet så længe på maden. Heldigvis blev tjeneren så flov over betjeningen, at han straks indvilligede. At han så kom med 2 store Classic var noget andet.

Og selvom vi vidste at der skulle være selskab kl. 22, så det ikke ud til at det skulle foregå på netop denne restaurant. Efterhånden som folk betalte og forlod stedet, blev bordene dækket op på ny. Da vi afregnede, var der gået 2 timer - og selskabet lod stadig vente på sig.

En stor gratis Classic kan ikke opveje den manglende betjening, så derfor:

Jeg er gået i rengøringsmode her på bloggen. Jeg har forsøgt at samle nogle kategorier og så har jeg ryddet ud i visse kommentarer. Derudover er muligheden for at kommentere blevet strammet gevaldigt op:

1. Man skal være registreret og logget ind for at kunne kommentere.
2. Jeg skal godkende alle kommentarer og man skal stadig skrive navn og mail, før man kan kommentere.

Jeg er træt af personforfølgelse og hetz, fordi jeg skriver som jeg gør. Min blog er altså ikke hele verdens business - den er min (og så Urbans, eftersom de lægger plads til).

(Dette skal så ikke i Urban)

Helt ærligt, Bosse - jeg gider ikke din hetz på mine indlæg længere. Én ting er at du mener at jeg er en klovn, men jeg gider ikke læse dine bøvser til alt jeg skriver. Du bliver simpelthen censureret bort - en ære man skal gøre sig fortjent til. Klap dig selv på skulderen nu og find en anden at pisse på, smarte…

Jeg er chauffør. Det er et job, som ikke kræver ret meget andet end lidt stedsans, kortlæsning ( i tilfælde af at stedsansen svigter) og et kørekort. Det er ikke ligefrem den store linjevogtereksamen, der kræves. Derfor er man pr. definition dum, når man er chauffør.

Alting skal siges flere gange, man skal minde chaufføren om at tage kasserne fra i går med og man kan lade sit indestængte raseri over, at hundehvalpen igen pissede på gulvtæppet, gå ud over chaufføren - h*n er jo kun chauffør og dermed også dum.

Derfor er det helt legalt at lade sit koleriske kokke-temperament eksplodere i fjæset på chaufføren, for h*n kan jo bare lade være med at komme for sent eller have de forkerte varer med.

Som chauffør er jeg afhængig af produktionen - hvis de er forsinkede, bliver jeg det også.
Som chauffør er jeg afhængig af trafikken - hvis den er umulig, bliver jeg forsinket.
Som chauffør er jeg afhængig af bestillingen - hvis den ikke er korrekt, har jeg ikke det rigtige med.

Jeg er chauffør - ikke tankelæser (det kræver nemlig noget mere uddannelse…).

(Dette skal ikke i Urban)

For lidt siden sagde en mand i Godaften Danmark, at sydkoreaneren, der gik amok på universitetet, var unormal.

Nej, manden var syg. Ikke unormal. Dét er tragedien, når alt kommer til alt. Det er tragisk, at et menneske, der er så sygt, ikke får den hjælp, der er behov for. Og når han så er gået amok og har begået selvmord, kan man give ham skylden for alt - lige fra vejret til betalingsbalancen. Hvor er det belejligt.

Og nu kan USA - staten Virginia - tage episoden op til overvejelse og tillade endnu flere håndvåben, så folk kan beskytte sig i disse situationer fremfor at snøre hullerne sammen i deres megamaskede sociale sikkerhedsnet og tilbyde folk den hjælp, de så tydeligt har brug for.

Sådan et trænger jeg vist til - eller også har jeg allerede fået det.

Det er fælt at være klodset og træt på én gang, for så lander man altså pladask på maven, når man er oppe og slås med koste. I dag vandt de, men de brugte også tøsetricks! De spændte ben…

I natbussen på vej til job møder jeg de samme mennesker hver morgen. Nu ER det jo København, så det tager noget tid at komme på nik med folk. I provinsen havde vi været på kaffe allerede nu, men det er jo netop forskellen.

Og hver morgen stiger jeg ind i bussen med et godmorgen til buschaufføren, mens jeg tjekker om min plads er ledig. For det morsomme er at vi faktisk også har faste pladser - os natteravne.

Jeg sidder altid i bussens venstre side (altså, venstre side af kørselsretningen). Det højeste sæde efter de pladser, der er reserveret til ældre og børnefamilier er mit. Hver morgen sidder jeg der og vågner i en halv time.

Om formiddagen, når jeg har fyraften, sidder jeg derimod næsten altid i højre side - sædet før bagerste udgang. Men det handler nok mere om at det sæde ofte er ledigt - ikke fordi det er min plads.

Har du overvejet hvor du sætter dig i bussen? Er der et mønster eller er det helt tilfældigt?

Hver gang, jeg har gået eller kørt over Dronning Louises Bro, har jeg undret mig over strimlerne i el-ledningerne langs broen. Nu ved jeg, hvorfor de er der.

De virker ikke ret godt.

Efter noget tid med febrilske telefonopringninger til Falck fra forskellige mennesker - deriblandt mig - gik en mand hen og gjorde det, som ingen af os ikke turde: han udfriede svanen fra dens lidelser med sine bare hænder. En virkelig modig mand - en virkelig sej gerning. Da han var færdig, gik han videre. Ingen sagde tak - ingen gjorde noget. Heller ikke mig.

Afmagt er virkelig en grim ting - så hvis du læser dette, skal du vide hvor meget jeg beundrer dig. Tusind tak fordi du var så barmhjertig.

I dag gik min kæreste og jeg en tur i hans baghave. Alle andre mennesker kender den nok som Assistens Kirkegård, men det er i virkeligheden hans private baghave. Altså - i hans relative virkelighed.

Vi slentrede afsted, nød solen og fuglesangen, beundrede de japanske kirsebærtræer og tulipantræerne og da vi kom fordi en høj birk, fortalte kæresten, at hans foretrukne læsested om sommeren lå lige nedenunder det træ.

Det er altså ikke hver dag, at man finder ud af, at ens kæreste allerede har fast plads på kirkegården…

Endelig har jeg fået tømt mit lille digitale kamera, der absolut intet kan - udover at tage billeder, altså. Det blev købt i Netto for omkring 2 år siden for den formidable sum af 299,- (tror jeg det var) og det er blevet brugt mere end jeg egentlig havde regnet med.

For at bruge blitz skal man lynhurtigt tænde og slukke lamperne i nærheden, mens man fokuserer på motivet. For at zoome skal man gå frem og tilbage. For at se billedet før man lægger det ind på PC’en, skal man have en fotografisk hukommelse. Men det tager nu alligevel billeder, der er ok, hvis man ikke skal forstørre eller formindske ret meget. Og hvorfor skulle man også det?

Her er lidt af tømningen:

D. 1/3 gik min kæreste og jeg ved Nørreport, hvor jeg fik øje på disse vidundere i en lyskurv. Min kæreste lagde villigt hånd til og *knips*.

Ved bedstemor-demonstrationen en lørdag i begyndelsen af marts fik jeg knipset dette. Desværre kunne jeg ikke zoome mere end jeg allerede havde gjort (jævnfør ovenstående forklaring på zoom-mekanismerne i mit kamera).

Ved Stefanskirken blev denne politibil på afveje taget på fersk gerning. De dage i marts var ganske anderledes.

Så begyndte påskeferien med en lille rask flyvetur. Her er min barndoms-ø set lidt fra oven.

Her er så Leonora Christines fange-”hul” set indefra.

Og her er fange-”hullet” fra en anden vinkel.

Til sidst måtte jeg bare have dette billede:

Jeg ved godt at man ikke må opmagasinere sine ting under trappen, men jeg skubbede dem så langt ind, at jeg ikke troede at du ville finde dem. Det gjorde du altså.

Du har taget mine gamle højttalere til bilen; ja, de virker endnu selvom de er mindst 10 år gamle. Det er for så vidt også ok at du har befriet mig for dem, men hvis du nu havde lettet rumpetten et par trapper længere op, havde banket på min dør og spurgt om jeg ville af med højttalerne, så havde du fået et rungende “JA!”. Derudover havde du også fået min gamle CD-radio i nakken, som ligger herinde og samler støv i en skuffe.

Nu har du gjort dig til tyv.

Jeg havde højttalerne til salg i Den Blå Avis sammen med en kasse blandede bil-relaterede ting til den formidable sum af 500 kr. - heriblandt min CD-radio og en bånd-radio. Du har altså stjålet for mindre end 500 kr. Din samvittighed behøver ikke blive ret sort, hvis den altså sortner ligefremt proportionelt med prisen på tyvekosterne. Er det ikke rart at vide?

I øvrigt kan jeg godt undre mig over at en beboer i et lejlighedskompleks med andelslejligheder, der koster tæt på en million, ikke selv har råd til at købe sine egne højttalere - især, når man åbenbart har råd til at have bil også.

Nåh, men hvis der er retfærdighed til, brænder de sammen og smadrer din bils elektriske system ovenikøbet.

Jeg forstår godt hvorfor de sælger ting, der skal samles, billigt. *suk*

Gårsdagens impulstur til Tåstrup sammen med kæresten resulterede i et samlet beløb på et par tusinde - kæresten gik shop-amok! Jeg har aldrig set noget lignende og jeg har ellers set en del…

Nåh, men vi kom hjem med 6 ens stole (4 til kæresten og 2 til mig), et mørklægningsgardin (til mig), en gummislikker og et piskeris (hhv. kæresten og mig), to skamler(gæt selv) og en masse andet. Vi slæbte og morede os i det gode vejr og i rusen over at shoppe, fordi vi kunne.

Turens højdepunkt kom, da vi så på udvalget i Ikea’s bistro… Vi endte med et par Chicken Flatbread menuer. Dét havde jeg aldrig regnet med - og eftersom det jo nok er den eneste gang jeg får ham overtalt til det, nød jeg det i fulde drag.

Tak Ikea - også for at producere stole uden skruegækker (mobilslang).

Kan man fløjte stjerneskud? Jeg er næsten sikker på at Ingolf Sølvfløjt kan. Det må lyde fantastisk smukt. Hvem ER Ingolf Sølvfløjt med de måske-magiske evner? Det er en person i en godnathistorie, min kæreste læste for mig i påsken. Den står i “Små historier 2″, der er skrevet af Peter Adolphsen. Jeg kan kun anbefale den.

“Himlen har mæslinger!!”
Min kæreste og jeg gik fra mine forældres hus til min søsters hus sent om aftenen efter lidt for mange påskebryg, rødvin og smagen på den nye Blå Tuborg. Og da vi kom ud på landevejen, kom kærestens guldkorn, da han vendte blikket op imod den smukke stjernespækkede himmel. Han havde ret. Der var mange flere stjerner på himmelhvælvingen ude på landet, end der er inde i byen. Desuden var Saturn enormt lysstærk. En fantastisk oplevelse.

“Jeg kan godt li’ din hund!”
En sætning, der fik mit hjerte til at svulme af kærlighed til min kæreste - altså endnu meget mere end det gør til daglig.

Min hund er skilsmissehund - han bor hos min eks og jeg har så samværsret, når jeg er på øen. Det fungerer fint, selvom jeg synes, det er svært at tage afsked med “hvalpen” igen. Denne gang lånte vi ham til en gåtur i skoven og det var godt at se, at han ikke havde glemt, hvordan man laver hundekunster. Han huskede at give pote - både højre og venstre, han huskede hvordan man hopper op efter en godbid og han huskede hvem, der er førerhunden.  Det er virkelig dejligt at se hvordan mine anstrengelser, da han var hvalp, stadig virker og er funktionelle.

5 år gammel, bred over måsen og alt for korte ben til sin vægt - men inde i hovedet er han stadig en lille hvalp, der har brug for kærlighed, opmærksomhed og hjælp til at finde ud af hvor halen er…

Følgende har jeg postet via Nettos hjemmesides kontaktformular. Jeg orker simpelthen ikke længere at handle dér længere. Heller ikke selvom den ligger lige ud for busstoppestedet og dermed ligger perfekt i forhold til mit hjem. Nu er det simpelthen slut. 

I min lokale Netto, (adresse), har jeg gentagne gange oplevet ekstremt lange køer ved kasselinjen. I dag ved 11-tiden stod der mindst 30 mennesker i hver kø, før der blev åbnet en ny kasse. Derudover var der en del problemer med at bon’erne viste forkert - nogle af varerne var prismærket forkert, så kunderne af vanvare tog varer, der var dyrere end de troede; andre kunder var ude for at kasseassistenten slog forkert ind. Det er menneskeligt at fejle, men hvis kasseassistenten er ny, burde der være en erfaren medarbejder koblet på vedkommende - og denne burde ikke selv sidde i en kasse.

I det hele taget er min oplevelse af min lokale Netto ikke positiv. Medarbejderne snerrer af hinanden og også af kunderne. Varerne roder - enten er der tomme hylder eller også er varerne dækket af tomme papkasser. Ofte kan jeg ikke finde ugens tilbud - de såkaldte spot-varer.

Jeg er klar over, at jeg ikke betaler for service og varer stillet pænt op, men jeg savner høflig og venlig betjening. Når jeg overhører medarbejderne irriteres højlydt over at der er mange kunder i butikken, virker det som om man helst så at kunderne fandt andre steder at handle deres dagligvarer. Ulempen er jo så bare, at medarbejderne vil miste deres jobs i så tilfælde.

Jeg håber at I vil tage jer af serviceniveauet i den specifikke Netto så det igen bliver en glæde at lægge penge i jeres kæde.

Mvh.
Hendeduvednok

Der sker nok ikke noget ved at gøre det…

Når en bil blinker til venstre, betyder det, at den lige om lidt drejer til venstre. Det vil sige, at man som cyklist så vidt muligt skal køre HØJRE om bilen - IKKE venstre! Dét er faktisk farligt - en bil slår ALTID hårdest!! Også selvom cyklisten evt. skulle have retten på sin side. Varevogne og lastbiler kommer med store BLINDE vinkler. Det er fakkertalt UMULIGT for chaufføren at se cyklisterne, når der skal bakkes ud fra skråparkeringer og parallel-parkeringer.

Jeg ved godt, at cyklisterne er pisseligeglade med om chaufføren har set dem eller ej, om h*n har slået blinklyset til eller ej, og om de når på job til tide eller ej. Nåh nej - det sidste er jo vigtigt og derfor joller de afsted med 60 km/t og med cykelhjelmen snurrigt placeret på lokkerne, <ironi>for så sker der i hvert fald ingenting - de har jo cykelhjelm på </ironi>.

Om jeg begriber, at man slipper folk, der ikke kender færdselsloven, ud i trafikken på to hjul og med en sølle cykelhjelm som eneste beskyttelse. Skal man arbejde med børn, skal man have en ren pædofili-attest, for at køre knallert skal man have kørekort og skal man sidde i Netto skal man have ren straffeattest - men alle og enhver kan køre på cykel! Og det gør de så efter bedste evne og uden tanke for andre end sig selv.

En eller anden dag burde ALLE cyklister sidde i førersædet på en varevogn eller lastbil - uanset om de har kørekort eller ej - bare for at se hvor lidt man egentlig kan se trods vidvinkelspejle og andet sikkerhedsudstyr påmonteret. Eller også burde man have mere trafikviden end den man erhverver sig i 4. klasse, før man må hoppe op på en cykel i trafikken.

Jeg elsker natten. Hvis jeg sover, når jeg er træt, er jeg oftest vågen til langt ud på morgenen. Formiddagen er det bedste tidspunkt at sove på. Hvis min krop altså selv må bestemme, hvilket den kun må, når jeg har (nat-)job. Samfundet er jo ellers indrettet på at man er vågen om dagen og sover om natten. Gad vide hvorfor?

Men jeg skal slet ikke klage, for om natten mærker man byens hjerteslag, når alt er stille. Der er langt mellem bilerne - oftest er det taxaer på udkig efter eventuelle kunder. Busserne kører også, men der er langt mellem dem. Lyden af fodtrin fra enkelte nattevandrere med og uden hunde, der skal luftes, bryder stilheden. Vidste du at gadelamperne summer?

Dovent dukker dagen op over horisontens skarpe kant - fuld af skælm, spas og sorger. Byen sover de uskyldiges søvn - roligt åndende i søvnens favntag. Nattens gæster går, vakler, slingrer hjem - nogle af dem til en fremmed seng. Kun parrenes parringsritualer afslører nattens stille rytme. Lysene, musikken og sprutten har gjort dem alle udmattede, udbrændte. Et sekund er byens gader helt tomme, før morgenduelige morgenfriske morgenfruer myldrer frem fra alle steder og overtager byen. Nu får lyset et andet tempo - fra hvisken til skrig, fra slingren til spurt, fra sort til hvid. Om lidt trækker døgnet vejret langsomt igen.

Mit hjerte har 4 kamre.

Det ene er mit eget. I små æsker, nussede af mange års åbninger og lukninger, ligger mine dyrebareste minder. Ind i mellem tager jeg dem frem og kigger på dem, støver dem af og lægger dem forsigtigt tilbage.

Det andet er min families. Her hænger mentale familieportrætter side om side med souvenirs fra vores få rejser - Norge og Sverige i 80′erne. Jeg har tilbragt meget tid herinde for nyligt - støvet af, kigget tilbage og endda rettet nogle billeder, der hang skævt. Jeg elsker den støvede lugt herinde.

Det tredje er dyrenes. Min elskede hvalp, der nu er en stor satan på 40 kg, men som indeni er den lille nuttede hvalp, der ikke kan finde ud af noget på egen hånd. Ham, der så gerne vil gøre mig tilpas, men som er kluntet og overivrig - og som derfor bare er charmerende uden at ville være det.

Det sidste er min kærestes. Herinde ligger stenen fra Månen som han hentede ned til mig engang i efteråret, side om side med lyden af Darren Hayes’ smukke stemme i “Insatiable”. Lyden af kirkeklokker, duften af morgensex, følelsen af kærestens sengevarme krop - alt sammen i mit 4. hjertekammer.

Jeg håber ikke at han er ved at flytte ud…

I går hørte jeg i radioen, at mange kvinder føler sig intimideret af sikkerhedskontrollen i lufthavnen, når deres bøjle-BH’er aktiverer alarmerne. Så skal de nemlig kropsvisiteres for at man kan være sikker på, at det er bryster de har i BH’en og ikke et par håndgranater. Og det er ikke altid, der er kvinder på vagt til at udføre kropsvisiteringen.

Mit forslag (jeg har hele to!):

Enten sørger man for at der er kvindelige kolleger nok, så der altid er mindst én kvinde til at klare evt. kropsvisiteringer.

Eller også sørger man for (hvis man føler sig intimideret over at blive kropsvisiteret af en mand) at man har en almindelig BH på, så man ikke aktiverer alarmerne medmindre man altså skjuler et par håndgranater i BH’en - i så fald er det jo ligegyldigt.

Jeg forstår ikke at noget så vigtigt som sikkerhed skal tages op som et problem. Det er lidt lissom da Ungeren blev ryddet og folk insisterede på at hente mælk til kaffen, da urolighederne var allerværst - og så brokkede de sig over at de røg med på stationen. Der er altså ret mange ting, jeg ikke forstår.

Hvis du køber en lottokupon, så bliver du nok ikke gravid!

Ovenstående vrøvl ploppede ud af min mund ved Nørreport, mens kæresten og jeg ventede på bussen her til aften. Mage til forvrøvlet sludder skal man lede længe efter - men en løgnehistorisk sandhed - dét er det jo.

Jo, de er sq så. I trafikken!

Inde på Kgs. Nytorv står uddelerne virkelig tæt på den hurtigtkørende trafik - og lige når man mindst venter det, bremser den forankørende ned for at hapse en gratisavis fra uddeleren! Også selvom der er grønt i trafiklyset…

På Christmas Møllers Plads foregår PRÆCIST det samme. På midterhellen står de og tumler rundt og bilerne bremser umotiveret op for at hapse en gratisavis.

Hey!! Det er galimatias at bringe sig selv og andre mennesker i fare ved at uddele gratisaviser til biler, der kører.

Har I på Urban overvejet hvordan man uddeler gratisaviserne i trafikken? Det må være ulovligt at distrahere føreren på den måde?

 - eller i hvert fald et vink med en vognstang. Eller sådan er jeg på nippet til at opfatte det.

I dag efter fyraften - ved 9-tiden, når I andre stadig siger “godmorgen” - stod jeg ved stoppestedet og ventede på bussen. På skiltet stod 2 minutter til 5A, så jeg kværnede en banan i ventetiden. Pludselig kom bussen, så da alle cyklisterne var kørt forbi, hoppede jeg fro på bussen. Hjem og sove…

På sædet lå et Urban og et MetroXpress, så hvorfor ikke lige få de sidste nyheder og ikke mindst se hvilke kloge blog-ord, der var udvalgt? Som sagt, så gjort. Da jeg kiggede op igen, var jeg på vej ind på Kgs. Nytorv!

Hov? Omlægning af 5A-ruten? Niks. Jeg var hoppet på den forkerte bus…

I går bakkede min bluse snagvendt og i dag hopper jeg på den forkerte bus. Det er næsten kun, når man bliver optaget på uni, at man kan blive SÅ distræt…

Måske jeg i morgen får et hint om hvilket studie jeg er optaget på?

I dag sms’ede jeg lidt med kæresten - jeg sad i pyjamas og legede morgen, selvom han lige havde fået fri. Vi blev enige om at jeg lige skulle smutte ind om på min vej til en aftale med en veninde. Jeg røg i tøjet og afsted - tiden blev pludselig knap.

Efter besøget hos kæresten mødte jeg min veninde og sammen gik vi fra Nørreport til Rådhuspladsen, fordi jeg ville vise hende en café - som altså bare havde lukket. På Strøget skulle vi så spise på en kebab-ting og her smed vi jakkerne.

Eller - rettere … jeg tog hurtigt min på igen. Den bakkede nemlig snagvendt. Havde det så bare været mærket i nakken, der havde flyttet sig om foran - men nej! Det var på den afslørende måde: vrangen ud, så syningerne var synlige og vaskemærket flagrede som Dannebrog på en brisefuld sommerdag.

Wow!

Og dét havde kæresten end ikke bemærket - mænd… *tsk tsk*

Jeg er blevet MOR!! Lige for et øjeblik siden - og nej, det var IKKE til en motiveret ansøgning til uni denne gang.

Næh - mit barn hedder Obsternasig, såmænd. Det har jeg valgt at kalde ham, fordi navnet smager så dejligt. Prøv selv at tage det i munden og nyd så smagen, mens dine læber, din tunge og dine stemmebånd i et frydefuldt samarbejde danner ordet. Mærk hvordan det glider blødt ud over underlæben: Obsternasig… Det er næsten som en firkant Marabou.

Så vidt jeg ved, er Obsternasig faktisk ret gammel, men alligevel virker han som ny. Han er nemlig ikke blevet brugt så meget indenfor de sidste 70-80 år, så han ser pæn ud i kanterne. Og jeg tror også at han er et pænt begreb, selvom betydningen er genstridig, tvær, opsætsig og stædig, hvilket jo ikke er ubetinget velsete egenskaber. Men ordet er pænt! 

Jeg elsker ham allerede og det har jeg nok altid gjort - det er fantastisk at være mor.

I min Netto er der en meget smuk men meget mut kassedame. Hun smiler aldrig, har hurtige aggressive bevægelser og skælder og smælder ad de andre ansatte. I øvrigt er der altid lange køer og skiltet med max 5 kunder i køen foran en er ikke-eksisterende. Der roder og der er tomme hylder - ugens tilbud kan jeg aldrig finde. Den Netto-butik stinker.

Jeg skulle have et par øl til i aften - jeg har jo fået job… Laaaaang kø som sædvanlig! Hun kommer så trissende  i et rooooligt tempo efter der er ringet to gange (ny kasse åbnes - man er vel gammel Netto-medarbejder). Jeg skifter kø i al utålmodighed. Hun tjekker køen og ringer igen to gange. Efter 10 sekunder brokker hun sig højlydt over en af de andre: “han skal komme med det samme, men han er sikkert allerede gået til pause!!” Imens høvler hun min Leffe og min Brøckhouse ned ad båndet i en (hen-)rivende fart - jeg beder hende om at tage det roligt for fesen øl er ikke sjov at drikke. Hun giver mig “blikket” og vrisser prisen. Jeg giver hende “blikket” tilbage og kopierer hendes sure fjæs mens jeg betaler.

Hun kvaser mine tulipaner, hun ryster min sodavand og øl - det gør den formodede leder nu også, så det er sq ikke sært, at den butik lider seriøst under manglende venlighed. Men hun virker så aggressiv at det er komplet tåbeligt at lade hende have med kunder at gøre.

.oO(Wow - det hjælper at få luft!)Oo.

Og ja - jeg ved godt at jeg ikke betaler for service i Netto, men jeg troede heller aldrig at venlighed og høflighed skulle koste noget som helst, når alt kommer til alt. Jeg føler mig til besvær og til gene for personalet, fordi jeg handler hos dem. Måske jeg burde lade være… 

I nat/morges omkring kl 03:45 stod jeg i 7 eleven og skulle have frugt, hvis nu min mave skulle vågne, før jeg fik fri.

En torsdagsbrandert stod og dinglede - men han lod mig komme forrest i køen. Meget venligt, tænkte jeg - indtil han kommenterede mine bananer.

Torsdagsbrandert:
- Man skal hellere købe appelsiner og citroner…
Hendeduvednok:
- Hvorfor?
Torsdagsbrandert:
- Det der er jo ren stivelse - det er ikke godt…
Hendeduvednok:
- Hvis man er ude efter stivelsen og banansmagen, er det da dumt at købe appelsiner og citroner.
Torsdagsbrandert (vifter med en 6-pack Royal Export):
- Jeg har flere hjemme i køleskabet…
Hendeduvednok (betaler 7 eleven-pigen og slår med nakken):
-Nåh? Jamen, der ligger de nok godt.

I morges/nat, da jeg steg ind i natbussen, smilede jeg et venligt “godmorgen” til buschaufføren - jeg var på vej på arbejde for første gang siden november og jeg glædede mig sq, selvom klokken var 7 minutter over 3.

Han kiggede usikkert på mig og lukkede dørene bag mig i og satte i gang så hurtigt, at jeg nærmest fløj ned på bagsædet. Nåh ja - passagererne plejer vel hverken at smile eller at sige noget pænt, så jeg forstod ham vel egentlig godt. På den anden side kunne jeg vel have været fuld?

På turene rundt til morgen smilede alle, der tog imod, og de gengældte også vores hilsen - nåh ja, næsten alle. Én af brandmændene skulede bare, da vi tog turen op til 3. sal. 69 trappetrin - både op og ned. Herregud - han skal nok lære det. Bare vent.

Kæresten taler højt, mens han spiller computerspil online:
-Tab og vind med samme sind!

Lidt senere:
- Det er fandme svært at hovere, når man taber…

Ja, nu har jeg så oprettet en ny kategori.
Grunden?
Gæt engang…

*vild jubeldans med høje benspjæt!*

en taxa holder midt på gaden
en passager vælter ud
læner sig nonchalant op ad et reklameskilt

jeg kigger væk
den vrangvendte lyd af
munter mandag aften når mig

ved stationen holder bussen for grønt
suk
køreplaner er meget vigtige om aftenen

regnen falder let på mine skuldre
en skygge når mig bagfra
blodet fryser til is

hundeluftere har al mulig ret til at gå på gaden i mørket…

I dag stod jeg ved Hulgårdsplads og ventede på 5A. Nu ligger Hulgårdsplads ikke ligefrem i Hellerup og der er en anden slags mennesker end dem man møder i Hellerup.

Mens jeg ventede på bussen, så jeg en tyk dame med farvet hår komme gående under stilladset på vej hen til busstoppestedet. Pludselig drattede hun omkuld. Hun faldt pladask på næsen og lå næsten lige så lang hun var - sådan halvt på siden/maven.

Og så var det at fordommens ækle fjæs gloede mig lige ind i åsynet og begyndte at nidstirre mig! .oO(Hun var nok fuld - hun er jo fra Nordvest!!)Oo.

- Ej, ved du nu hvad, Hendeduvednok! Du har sq selv boet derude i Nordvest og hvor tit var du lige fuld?
- Nej, vel?

Nøj, jeg skammede mig hele vejen hjem i bussen. Faktisk skammede jeg mig så meget, at jeg gav den faldne dame min plads i bussen og stod selv op. Af ren straf over at have tænkt så grimt om et andet menneske - bare fordi hun snublede og faldt på fortovet i Nordvest.

Findes de?

Hver gang, jeg kommer hjem, roder mit værelse sindssygt meget, og det rodede i hvert fald ikke nær så meget, da jeg tog afsted. Jeg har faktisk min vært mistænkt for at holde rodenisser inde på sit værelse - og også på mit, når jeg ikke er hjemme.

Endnu har jeg aldrig fanget nogen på mit værelse, men jeg kan jo se resultatet af dem hver gang jeg kommer hjem - altså findes de.

QED.

Jo, det var det. Hvem havde regnet med dét?

I tiden op til forberedte jeg mig bedst muligt: Jeg søgte informationer og jeg følte godt efter hvordan jeg havde det undervejs. Jeg prøvede at bruge min intuition, men jeg mente ikke at have så meget kontakt til netop dén under hele forløbet.

Og så oprandt dagen. Jeg tilbragte det meste af den i sengen, mens jeg satte mig op til fødslen rent mentalt. Kæresten handlede ind og jeg lå bare og så TV. Hele dagen gik med at lave ingenting - bare vente.

Men så ved 20-tiden her til aften gik vandet. Og efter en hård times koncentration kom resultatet. En smuk motiveret ansøgning på 1 side - 1995 anslag med mellemrum.

Nu er det hele klar til aflevering i morgen inden kl. 12.

Er dét virkelig muligt? Ja, min læge er sådan én.

Jeg kom omkring 10 minutter før tid - jeg har ikke helt timet gåturen derhen endnu - og jeg læste Helse (Maria Stenz lider af Hortons Hovedpine) og jeg læste Illustreret Videnskab (man folder hænderne i bøn for at samle tankerne opad, selvom nogle også tror at man gør det fordi tommelfingrene danner et kors). Og da klokken var omkring 10 i 11 kom jeg ind - 20 minutter or sent.

Mig op på det gynækologiske leje med foden, hun lukkede ikke døren - hvilket heller ikke var nødvendigt, jeg havde jo alt tøjet på - og så hældte hun brintoverilte på tåen. Det skummede en del. Bagefter kiggede hun nærmere på den og sagde at det lignede stafylokokker, men at hun ikke kunne pode, fordi hun lige havde dræbt bakterierne med brintoverilten. Og så fortrød hun. Hun hentede en podepind og tværede den rundt i siden af tåen, hvor der mangler noget negl.

Da hun ville udskrive en recept, måtte de lede i 5-10 minutters tid - og så var der kun 5 receptblade tilbage. Nåh ja - nu er der så kun 4. Efter hun havde skrevet recepten ud, gik hun ud i venteværelset og talte med den tolk, der sad dér og ventede på en arabisk patient, der stadig ikke var kommet. Patienten havde en tid kl. 11 - nu var den så et kvarter over.

Jeg ventede lidt for at se om lægen var ved at rode efter noget til mig, men det så ikke sådan ud, så lidt efter spurgte jeg om lægen skulle bruge mig mere, hvilket hun ikke skulle, så jeg humpede ned ad trapperne og gik hjem - en surrealistisk oplevelse rigere.

Er det ikke kotume at man siger farvel til sine patienter?

Planen var Zoo og Ghandi - det blev til mavekneb og en dag på langs.

Jeg måtte finde noget mad ved 17-tiden - planerne var ændret for Gud ved hvilken gang i løbet af weekenden og køleskabets tarme skreg gevaldigt om kap med mine egne. Jeg hoppede i noget tøj og nogle sko og så spadserede jeg op og ned ad Frederikssundsvej for at finde enten et tiltrækkende pizzaria eller en købmand, der havde søndagsåbent ret sent om eftermiddagen.

Og efter en overnatning på landet lugtede byen så sært. Jeg vandrede rundt og fandt noget vand at skue ud over, mens et par ænder gik og græssede. Der var også et skilt, så jeg kunne se at ænderne, der troede at de var heste, i virkeligheden var gråænder. Eller - hannen var i hvert fald. Jeg kunne ikke finde hunnen, så måske var hun en hest i forklædning?

Da jeg vendte næsen mod købmanden, gik det op for mig! Den underligt lugt var lugten af forår. Tænk at man kan glemme den…

Hvorfor er det lige at man skal være sådan som man ønsker at andre er? Jeg mener: hvis jeg mangler rummelighed hos min nabo, skal jeg selv udvise den. Hvorfor? Handler det om at være det gode eksempel og håbe at han tager ved lære? Hvorfor?

Hvis jeg er for aktivisterne er jeg automatisk imod politiet. Øh nej? Jeg er defintivt imod Faderhuset, men politiet? Næh - de gør bare det arbejde som politikerne ikke selv kan finde ud af. Jeg er imod vold, barrikader og maskeringer - men jeg er for skæve unges ret til at have et sted for dem selv. Jeg er for retssamfundet, orden og at kunne være sammen på tværs af menneskesyn og politiske tilbøjeligheder - men jeg er imod politimagt, diktatur og vi alene vide.

Jeg klandrer Ruth for ikke at være rummelig nok til at kapere de unge fra Ungdomshuset og straks skal jeg selv kunne rumme hende - for ellers har jeg ikke ret til at beklage hende? Nej - hvorfor? Jeg vender ikke den anden kind til hendes uppercuts - jeg giver hende en lige tilbage i synet. Hvorfor ikke? Hvorfor skal jeg vise mig som en sand kristen, når jeg ikke påstår at være det - mens hun, der påstår at være det, gerne må te sig som en ren Satan?

Nej, jeg er vist færdig med at lege forstående lommepsykolog overfor Faderhuset og Ruth-konen. Hun alene startede balladen på Nørrebro - ingen anden. Nu begynder hun overfor de homosexuelle - til sommer er der ingen Pride, fordi kommunen har solgt Rådhuspladsen til hendes stråmænd. Hvornår begynder hun på de handicappede? På dem med brunt hår og brune øjne?